Her følger et par forslag til hvordan man kan anvende Mjød i maden, jeg har endnu ikke selv smagt alle forslagene, men det kommer…
Mjødmarinerede koteletter
Du skal bruge: 8 Svinekoteletter, salvie, mjød, salt, peber, paprika og fedtstof til stegningen. Desuden 4 æbler i både, 1 ds. abrikoser, 1 glas champignoner og 1 dl. fløde
Koteletterne marineres i en lage af mjød og 1 tsk. salvie i 6-8 timer.
Derefter brunes de på panden i lidt fedtstof og krydres med salt, peber og paprika. – De lægges i et ildfast fad.
I fedtstoffet fra panden ristes æblebåde, abrikoser og champignons, hvorefter blandingen lægges i det ildfaste fad til koteletterne.
Panden koges af med 1 dl. mjødlage, 2 dl. abrikossaft, 1 bouillonterning og ca. 1 dl. piskefløde, dette hældes ved koteletterne og fadet sættes i ovnen i ca. 20 min. ved 185 grd.C
Kan evt. serveres med kartoffelmos i ovn eller med løse ris.
Kød og kartoffelsuppe med mjød
500 g svine- eller kyllingesmåkød, 500 g kartofler, 500 g gulerødder, 1 løg, 1 l mjød, 1/2 l vand, lidt olie og salt efter behov.
Skræl og skær kartoflerne i mindre stykker, gulerødderne skæres i skriver.
Hak løget fint og brun det i en gryde sammen med kødet.
Tilsæt kartofler, gulerødder, mjød, vand.
Koges til kartofler og kød er mørt, juster evt. mængden af væde, skal være ca. som en kraftig suppe.
Man kan evt. bruge hvidtøl i stedet for mjød.
Kommenskringler til at nyde sammen med mjød
500 g mel, 70 g margarine, 1 tsk salt, 1 tsk sukker, 70 g gær, 4 æg, 1 spsk kommen, 1 dl fløde og 1 dl vand.
Mel, salt, sukker og kommen blandes, og margarinen smuldres heri. Gæren røres ud i et af æggene, og alt æltes godt sammen.
Dejen hæver ca. 1/2 time, og der trilles 24 kringler, som efterhæver på pladen.
Kringlerne pensles med æg og der drysses med kommen.
Bages ved 200 °C ca. 12-15 min.
Mjødformkage
250 g margarine, 150 g sukker, 3 æg, 500 g mel, 1 krydderbagepulver, 1 tsk ingefær, 1 tsk kanel, 3 dl mjød og 2 dl rosiner.
Margarine og sukker røres sammen til en blød masse, æggene røres i, et af gangen.
Derefter røres mel, krydderier bagepulver og mjød i.
Dejen kommes i to velsmurte forme og bages ved 185 grd.C i ca. 60 minutter.
Marcipankonfekt med mjød
Marcipanmassen formes efter ønske, og lægges i mjød i ca. 10 min.
Marcipanen aftørres og dyppes i smeltet chokolade.
Marcipankugler med mjød
200g marcipan, 1 dl mjød.
Marcipanmasse æltes med mjøden, formes til kugler og overtrækkes helt med chokolade.
Mjød og Ost
Mjød er godt som drikkelse til alle former for osteanretning.
Hvis du kender til andre muligheder, så vil jeg meget gerne høre om dem, kontakt mig her.