Igennem mange år har jeg været så heldig at få muligheden for at høre Ole Gotved fortælle sine nye Edda-kvad, med sine kvad giver han nyt liv til vore gamle guder, og viser at de bestemt ikke er døde og borte, de er skam fulgt med tiden og lever blandt os den dag i dag.
Visdommen i kvadene er den samme som i de originale Edda’er, men hvis man synes at de gamle kvad er svære at forstå fordi de er skrevet i et gammelt sprog med underlige vendinger, så vil man elske Oles moderne sprog, selvom det er skrevet i stavrim som ved første øjekast kan virke svært at læse.
Bogen indeholder heldigvis en indledning hvor det basale i stavrim bliver forklaret, og inden længe er man godt i gang med de 6 historier i bogen som både er letlæste og samtidig giver en masse stof til eftertanke, akkurat som med de gamle kvad.
Historierne er skrevet med stor indsigt i de gamle kvad og med en mindst lige så stor portion humor, og den kombination formår at fange læseren så det er svært at slippe historien før man er færdig med den, og inden længe kommer lysten til at læse bogen igen, for der var vist lige en detalje der skulle nærstuderes.
Jeg kan kun sige “Tak Ole, for at du fik samlet dine kvad i en bog, så vi alle kan få glæde af dem”.
Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan findes på biblioteket.