Flere gange har jeg tænkt på at lave et horn til at blæse i ud af et af de store horn, jeg har liggende, det hjalp jo så ikke at høre Boromirs horn i Ringenes Herre, så blev man rigtigt fanget af ideen.
Her i sommer fik jeg så taget mig sammen, vi var 2 der hver udvalgte os hver et horn, og så var det ellers i gang med at slibe, så overfladen blev flot.
Denne gang brugte vi en almindelig excentersliber, og så holdt den ene af os hornet, mens den anden styrede slibemaskinen, hornet vibrerede meget og det var ikke den rene fornøjelse at holde det, længe efter snurrede det i fingrene (ja, jeg ved godt at det ikke er særligt sundt for blodomløbet).
Men slebet blev hornene da og vi fortsatte frejdigt med at polere hornene op.
Da vi var tilfredse med finishen målte vi dybden på hornet og markerede det udenpå, så vi kunne se hvor langt ned hulrummet gik, vi savede så enden af lidt længere ned mod spidsen, hvor diameteren på hornet passede nogenlunde med et mundstykke. (Se billede 3)
Efter spidsen var savet af, borede vi ind til hulrummet (4-7 cm) med et 12 mm bor, det krævede lidt forsigtighed og et bor der var slebet så ikke det tog så hårdt fat i hornet, men det gik.
Mundstykket blev nu udvidet så det var lidt konisk ind mod hulrummet (Se billede 2) og derefter slebet rundt og glat, så det var behageligt at lægge til læberne.
Efter en eftermiddags arbejde stod vi nu med to færdige signalhorn og nu var det selvfølgelig tid til den første test, efter en del forsøg hvor lydene der kom ud ikke rigtigt lød som de burde (man blev næsten helt flov over de skrækkelige lyde) så begyndte det at lykkes for os og man fyldtes med fryd når der virkelig kom gang i hornet.
Senere da familien var blevet trætte af de to tosser der stod og blæste i deres støjsendere, satte vi os hen og begyndte at lave de stopper som hornet skulle bæres i.
Mit horn blev forsynet med to kranse af rustfri stålringe lavet i brynjemønster, disse kranse blev foret med tyndt, blødt læder, så ikke stålet ridsede hornet og kransene blev forbundet med endnu et stykke brynje, voila, så havde jeg en mulighed for at bære mit horn over skulderen.
Anvendelse…? Tjaa, mit horn skal jo nok bruges ved nogle af mine Asatro ceremonier, man får jo ligesom folks opmærksomhed når de ikke rigtigt kan overdøve lyden med snak.
Min vens horn vil blive benyttet i nogle af de rollespilsscenarier som han er med til og jeg er sikker på at han nok også skal få folks opmærksomhed.
Her kan du få en lydprøve.
Horn (rå eller færdige) kan skaffes hos Hornvarefabrikken.