Sangen om Harbard

Her følger Sangen om Harbard.

Teksten er afskrevet fra H.G. Møllers oversættelse af den ældre Edda, desværre fås bogen kun antikvarisk, og er ret svær at opdrive, men jeg var så heldig at få én af min dejlige kone.
Jeg har forsøgt at skrive teksten af så direkte som muligt, derfor de gamle bogstaver og den specielle tegnsætning.

Hvis du finder deciderede fejl (stavefejl og lign.) i teksten, så kontakt mig endelig.


Thor kom rejsende fra østen og kom til et Sund; på den anden Side af Sundet var Færgekarlen med Skibet.

Thor kaldte:
1.
Hvo er den Svend blandt Svende,
som står hinsides Sundet?

Færgekarlen.
2.
Hvo er den Karl blandt Karle,
som kalder over Vandet?

Thor.
3.
Far Du mig over Sundet;
saa føder jeg Dig imorgen.
En Kurv har jeg på Bag;
ej gives der bedre Mad.
Jeg åd i Ro,
för jeg hjemmefra fór,
Sild og Havre;
så jeg er mæt endnu.

Færgekarlen.
4.
årle holder du Davre
og af det Arbejd dig roser,
men intet véd du forud.
det står trangt til i Hjemmet;
jeg tror, at din Moder er død.

Thor.
5.
Det siger du nu,
som synes at være
megen Kummer:
at min Moder er død.

Færgekarlen.
6.
Ej ser du ud til at
eje tre gode Gårde.
Barbenet står du;
Landstrygerdragt du bærer;
Bukser har du ikke på.

Thor.
7.
Styr herhen med Båden.
Jeg viser dig Sted til Landing.
Hvis er Skibet,
Hvori du ligger ved Land.

Færgekarlen.
8.
Hlidulv han hedder,
som bød mig her at ligge,
den rådsnilde Helt,
som bor i Rådsøsund.
Ej bød han færge Hestetyve
og Keltringer her,
men gode Mænd
og Folk, som godt jeg kendte.
Sig du dit Navn,
om over Sund du vil fare.

Thor.
9.
Mit Navn skal jeg sige,
skönt nu jeg er landflygtig,
og al min Slægt.
Jeg er Odins sön,
Mejles Broder
og Magnes Fader,
den vældige blandt Guder;
med Vingthor kan her du tale.
Derom spörger jeg nu,
hvad Du mon hede.

Færgekarlen.
10.
Harbard jeg hedder;
sjælden jeg skjuler mit Navn.

Thor.
11.
Hvi skulde dit Navn Du skjule,
når du er sagesløs Mand?

Harbard.
12.
Om end jeg sagesløs var,
skulde jeg vel vide
at forsvare mit Liv
mod en slig som dig,
når ej dødsens jeg var.

Thor.
13.
ilde tykkes det mig om at vade
gennem Vandet til dig
og væde min Kjortel.
Vel skulde jeg lönne din fryndsede Svend
dine spydige Ord,
når over Sundet jeg kom.

Harbard.
14.
Her jeg står;
Her venter jeg på dig.
Ej fandt du en hårdere Hals
siden Hrungnes Helfart.

Thor.
15.
Du taler om Kampen,
som med Hrungne jeg kæmped,
den stormodige Jætte,
hvis Hoved var af Sten.
Dog måtte han falde
og segne for mig.
Hvad virked du dengang, Harbard?

Harbard.
16.
Med Fjölvar jeg var
hele fem Vintre
på den ø,
som algrön hedder.
Der vog vi i Kamp
Fjender på Val;
Meget vi prøved;
Mø vi os vandt.

Thor.
17.
Hvordan gik det så med jere Kvinder?

Harbard.
18.
Vi havde muntre Kvinder,
Når de blot vilde minde os,
vi havde yndige Kvinder,
når de blot vilde elske os.
Af Sand de monne
Strikker sno
og grave Grund
i dybe Dal.
Ene blev jeg af alle
ypperst i Råd.
Jeg hvilte hos de Søstre syv,
havde al deres Yndest og Elskov.
Hvad virked du dengang, Thor?

Thor.
19.
Jeg dræbte Thjasse,
Den trodsige Jætte.
Alvaldes Söns
Öjne jeg kasted
op på den herlige Himmel.
de ere de bedste Mærker
på Gerningerne mine,
som alle Mænd siden skal skue.
Hvad virked Du dengang, Harbard?

Harbard.
20.
Megen Elskov med de Møer,
som i Mörket ride;
vendte deres Hu fra deres Husbonder.
Hlebard tyktes mig være
en vældig Jætte.
ønskekvist han mig gav,
men jeg voldte, at sit Vid han misted.

Thor.
21.
Med ond Hu du da lönned
gode Gaver.

Harbard.
22.
Det er den ene til Både,
hvad den anden bøder.
Hver sörger for sig i sligt.
Hvad virked du dengang, Thor?

Thor.
23.
østerpå var jeg
og fælded Jætters
onde Brude,
da til Bjerget de gik.
Stor var Jætternes æt,
hvis de alle leved,
og ingen Mand
vilde bo i Midgård.
Hvad virked Du imedens, Harbard?

Harbard.
24.
I Valland var jeg,
på Val jeg færdedes,
hidsede Fyrster;
Fred stifted jeg aldrig.
Odin har Jarlene,
som falde på Valen,
men Thor har Trællenes Slægt.

Thor.
25.
Uligt vilde Du skifte
Flok blandt Aser,
om Evne du ejed som Vilje.

Harbard.
26.
Kraft har Thor,
men ej Kækhed i Hjertet.
Ræd i hu
ind i Handsken du krøb.
Ej tyktes du da at være Thor.
Tvunget af Rædsel
turde Du hverken
hoste eller nyse,
så Fjalar det hørte.

Thor.
27.
Fejge Harbard!
Til Hel jeg skulde dig slå,
hvis over Vandet jeg kunde række.

Harbard.
28.
Hvi skulde over Vandet du række,
da vi to ere Venner?
Hvad virked du da, Thor?

Thor.
29.
østerpå var jeg
og værned om åen,
da Svarangs Sönner
ind på mig søgte;
med Sten de mig slog;
stakket Held de dog havde.
Först de måtte
om Fred mig bede.
Hvad virked du dengang, Harbard?

Harbard.
30.
østerpå var jeg
og havde Ordskifte med én;
jeg leged med den linhvide
og holdt lönlige Møder.
Jeg glæded den guldstrålende;
det var Gammen for Møen.

Thor.
31.
Da havde du det helt godt med Kvindfolk.

Harbard.
32.
Til din Hjælp havde jeg da trængt,
Thor! for at eje
hin Mø så hvid som Lin.

Thor.
33.
Den vilde jeg vist dig ydet,
hvis det vel kunde föjet sig.

Harbard.
34.
Jeg vilde da have trot dig,
med mindre du sved min Tillid.

Thor.
35.
Ej er jeg slig hælbider
som gammel Hudsko i Vår.

Harbard.
36.
Hvad virked du imedens, Thor?

Thor.
37.
Jeg slog Besærkers
Brude på Læsø
Ondt havde de bedrevet,
alt Folket dåret.

Harbard.
38.
Skam vandt du da, Thor!
Da du Kvinder slog.

Thor.
39.
Ulvinder var de
og ikke Kvinder.
Mod mit Skib de törned,
som på Strand jeg havde sat.
Med Jernkølle de mig trued
og drev Thjalve på Flugt.
Hvad virked du imedens, Harbard?

Harbard.
40.
Jeg var i Hæren;
hid den drog
med hævede Skjolde
at farve Spydsod Rød.

Thor.
41.
Derom vil du tale,
at du fór med Ufred imod os.

Harbard.
42.
Bøde skal jeg dig da
med håndgiven Bøde
efter Voldgiftsmænds Dom,
som vil os forsone.

Thor.
43.
Hvor har du nemmet
så spydige Nidord?
Aldrig jeg hørte
spydigere Ord.

Harbard.
44.
Dem har jeg lært
af de gamle Mænd,
som huse i Hjemmets Höje.

Thor.
45.
Et godt Navn
Du Gravdysser giver,
når Du kalder dem Hjemmets Höje.

Harbard.
46.
Slig jeg dömmer
om slig en Ting.

Thor.
47.
Din Ordkløgt vil dig
kun ilde bekomme,
når jeg tager til at vade over Vandet.
Höjere end en Ulv
tror jeg du vil hyle,
når du får af Hamren Hug.

Harbard.
48.
Siv har en Horkarl hjemme;
ham skal du gå at søge.
Det Arbejd skal du øve;
det agter jeg for bedre.

Thor.
49.
Du mæler Mundsvær,
vil, at jeg skal høre det værste.
Du fejge Dødning!
med Lögn du farer.

Harbard.
50.
Jeg tror, jeg taler sandt;
du er sén med din Rejse.
Langt var du nu kommet, Thor!
om i Lön du rejste.

Thor.
51.
Fejge Harbard!
Helt længe har du sinket mig nu.

Harbard.
52.
Aldrig jeg trode,
at Asathor
skulde hindres på Rejse af en Rorkarl.

Thor.
53.
Nu råder jeg dig et Råd:
hid du ro med Båden.
Vi vil tie med Trudsel.
Tag mod Magnes Fader.

Harbard.
54.
Far du bort fra Sundet!
Ej får du Færge.

Thor
55.
Vís mig da Vejen,
når du ej over Vandet mig vil færge.

Harbard.
56.
Det var Synd andet.
Sén er Rejsen.
En Stund er der til Stokken,
end en Stund til Stenen.
Hold så ad Vejen til venstre,
til Verland du når.
Fjörgyn træffer da
Thor, sin Sön;
hun vil vise ham ætlingernes Veje
til Odins Lande.

Thor.
57.
Kommer jeg did idag?

Harbard.
58.
Du kommer med Nød og Möje,
når Sol rinder op,
som jeg skönner vil gi’ Regn.

Thor.
59.
Kort blev nu vor Samtale,
da du kun med hånsord mig svarer.
Jeg skal lönne dig, at Færgen du nægted,
når vi næste Gang mødes.

Harbard.
60.
Far du nu did,
hvor Vætter dig fange.


Harbard = Odin. Her modsættes ikke såmeget de mythiske Skikkelser Odin og Thor, som de Sider af Menneskelivet, der repræsenteres af dem: den stolte, eventyrsøgende Kriger (Odin) og den djærve Bonde (Thor).

12. “Når ej dødsens jeg var” = Når ej Døden var mig bestemt af Skæbnen.
18. Minde = kysse. Af Sand de monne Strikker sno = deres Stræben var til ingen Nytte.
19. Thjasse var en Sön af Alvalde.
32. Ironisk sagt.
42. Atter Ironi. Måske “håndgiven Bøde” er ironisk for Slag.
44. Han mener de døde.